Hjem » EU

Kategori: EU

Der skal to til et parløb

racing-bikes-438851_640

Nu er jeg igen inviteret med som partner i en ansøgning om et EU-projekt (Horizon 2020). Jeg skal stå for kommunikationen i et sundheds R&D projekt, og der deltager 8 andre partnere fra resten af Europa. Jeg har allerede sparret en del med koordinatoren omkring formuleringen af formål og forventet ”impact”, og det har været rigtig frugtbart.

Det slog mig pludselig, at dette var en usædvanlig proces, som også er værd at bemærke uden for EU-sammenhæng.

Det er nemlig langtfra en selvfølge, at ledelsen af et projekt eller en virksomhed husker at køre tæt parløb med kommunikationschefen – ofte bliver han/hun desværre præsenteret for færdige formuleringer og køreplaner, der er fastlagt uden kommunikationsfaglig medvirken.

Naturligvis har en leder altid det sidste ord, men det er jo ikke for sjov, at man i virksomheden/gruppen omgiver sig med folk, der har andre kompetencer end ledelsen. Vi gør det, vi er bedst til. I EU projekterne har det hidtil ofte været sådan, at man først fik hele projektansøgningen på skinner – og så i 11. time kom i tanker om ”noget med kommunikation og formidling”.

Det betød, at ansøgningen desværre ofte bhorizon_2020lev søsat med et indbygget handicap, fordi det var for sent at rette op på kommunikationsdelen. Men jeg tror, at denne mentalitet nu er ved at ændre sig til det bedre. I hope so.

Jeg skal lige tilføje, at Horizon 2020 jo er gambling på højt plan. Om ca. fire måneder får vi at vide, om vi er sluppet igennem fase 1, og hvis vi så går videre til ”slutrunden”, går der yderligere nogle måneder før vi får besked om hvorvidt der er jackpot.

Der er rigtig mange nitter i det lotteri – men det er som i et 6-dagesløb: Hvis man er god til at køre parløb, er chancerne større.

Hvis du vil vide mere om parløbet i EU-regi, så kig på denne pdf her.

Gå ikke i kiosken efter en god bøf

Jeg har igen-igen hørt om et firma, der til et projekt hyrede en mand, der også kunne klare det, der lå uden for hans eget fagområde. Det var nemlig billigere – og det gik gruelig galt. Til sidst blev det meget, meget dyrt…

Det er en gammel sandhed, men den kan åbenbart ikke siges for tit:

Vi gør det, vi er bedst til

Mureren der kan male, programmøren der er tekstforfatter, journalisten der kan tage fotos, og reklamemanden der bare kan det hele – you name it.

worker-635755_640Selv har jeg lært lektien gennem mange års samarbejde med forskellige faggrupper – og via besøg af diverse håndværkere derhjemme…

Jeg kender mine begrænsninger, og du får herunder et eksempel, som involverer én af dem. Når jeg fx skal arbejde med en international opgave, der involverer tekster, må jeg aktivere mit netværk.

Sproget – ikke for amatører

Jeg skriver glimrende engelsk, og det går fint, når jeg skal bruge det til mails og mine egne små tekster. Men har jeg en kunde, der skal kommunikere troværdigt til en international målgruppe, får jeg fat i Lisa, som før hun uddannede sig i Danmark er uddannet på et britisk universitet. Hun er ikke alene på hjemmebane sprogligt set, hun er også vant til at arbejde professionelt sammen med kunderne, hvilket et næsten lige så vigtigt. Omvendt vil Lisa gribe fat i mig, hvis det gælder danske tekster. På den måde er det ikke så svært at få fat i de rigtige – det hele handler egentlig bare om at tænke i netværk og kompetencer!

40403732Se min guide ”Vælg de rigtige samarbejdspartnere”

Står du foran en opgave, der involverer flere ekspertiser? Giv mig et ring, så hjælper jeg dig med at sikre, at du får fat i de rigtige.

 

typewriter-836529_640

 

Smagsprøve på mit nyhedsbrev? Klik her!

 

Gå over grænserne og realisér dine idéer

I min branche, journalistik og kommunikation, er det ofte svært at få ressourcer til at gøre et ekstra grundigt stykke arbejde, når man står med et lidt krævende projekt, man mener andre kan have gavn af. Og det gælder også inden for andre fag – nogle projekter er simpelthen for meget op ad bakke til at man orker.

Men hvis man nu samarbejder? Fx med kolleger i andre lande? Tre journalister fra Holland, Italien og Tyskland har gjort det – det gælder om at bruge sit netværk, at tro på idéen og at finde en finansiering.

Det er kritisk og grundig journalistik om EU, stålindustri og miljø:

Nerves of steel: Carte blanche to Europe’s atmospheric polluters. A classic example of how evidence-based policy does not prevail to the detriment of EU citizens’ health. Det kan downloades her:

Forfatterne skriver i øvrigt:

A new European environmental Directive designed to protect EU citizens against fine dust emissions is unlikely to be very effective. Indeed, it appears that the Industrial Emission Directive 2010/75/EU, also called IED, has been weakened due to industry pressures.

The aim of the IED was to prevent or reduce as much as possible environmental pollution by fine dust emanating, among others, from industrial facilities. The trouble is that the very industries such Directive is designed to regulate have had tremendous amount of influence on how it will ultimately work.