Hjem » Blog » Piller uden grænser

Piller uden grænser

Vi kan den udenad – same procedure as last year, James!

Det samme kan man sige om visse overskrifter, der lige så forudsigeligt dukker op i medierne: “Medicinudgifterne stiger fortsat”, “Udgifterne til medicin vokser nu så voldsomt, at det udgør en reel trussel mod samfundsøkonomien”. Og der er mange flere kloner af samme overskrifter. Derfor kan dette indlæg desværre opdateres hvert år.

Det interessante er imidlertid reaktionerne på de stigende udgifter. Ifølge Dansk Sundhedsinstitut skal regeringen enten finde nogle penge eller prioritere i vores brug af medicin. Og den liberale tænketank Cepos mener ikke overraskende, at problemerne skal løses ved at indføre en privat medicinforsikring for de danskere, som er tilknyttet arbejdsmarkedet. (Politiken 27. december 2008). Det er lige som med snestorme – enten sætter man flere sneplove ind, eller man fraråder al udkørsel – eller også sælger man snescootere til dem, der har råd.

Men er medicinforbruget et ukontrollabelt naturfænomén? Hvorfor overvejer ingen den mulighed at nedbringe behovet for medicin? Søger man på andre typer overskrifter i medierne, finder man nemlig stribevis af artikler, der taler om overmedicinering, fejlmedicinering, faktorer der kan nedsætte forbruget, industriens tiltag for at øge forbruget, undersøgelser der peger på alternative behandlingsmetoder, som kan mindske medicinforbruget, etc.

Det er ikke nogen nem opgave at nedbringe medicinudgifterne, men hvorfor nævner man overhovedet ikke denne mulighed? Hvem har interesse i at dette ikke er på dagsordenen? Hvem gavner det?

Udgifterne til det danske sundhedsvæsen er på 12 år (2000-2013) steget med 30 milliarder kr. eller ca. 43 procent. Sundhedsvæsenet koster årligt skatteyderne ca. 103 milliarder kr. eller ca. 18.500 kr. pr. dansker.

20% er medicinudgifter. Danskerne fik i 2012 udleveret medicin for knap 21 mia. kr. på apotekerne, hospitalerne og detailhandlen. Det er en stigning på omkring en halv pct. sammenlignet med året før, fremgår det af Apotekerforeningens årbog, Lægemidler i Danmark 2012.

Her er det på sin plads at bruge en formulering, der ofte blev brugt i 70’ernes Danmark:

”Uden visioner om noget andet kan vi kun kræve mere og mere af det samme”

Må vi så få nogle kritiske journalister, politikere og fagfolk på banen!