Hjem » SMV’erne tænder af på EU

SMV’erne tænder af på EU

Små og mellemstore virksomheder har ikke lyst til at få deres idéer og knowhow i spil og få en unik indgang til det europæiske marked via deltagelse i et projekt, hvor de får midler fra EU’s Horizon 2020. Kun fire virksomheder tilmeldte sig et møde, jeg havde arrangeret sammen med Syddjurs Erhverv, og arrangementet blev derfor aflyst – selv om det centrale oplæg på dagen skulle leveres af en mindre lokal virksomhed, der selv er i gang med et EU projekt. Se oplæg og program her.

Men det er et faktum, at vi i Danmark har et stort kreativt potentiale, at mange SMV’ere har brug for at udvikle sig og øge både netværk og omsætning – og at der ligger millioner af Euro og venter på at blive investeret.

Den danske indsats ifm. Horizon 2020 har været omfattende, men de må og mellemstore møder sjældent op til store landsdækkende møder og konferencer om emnet. Og et lokalt arrangement tiltrækker dem åbenbart heller ikke.

Skyldes det, at SMV’erne vælter sig i arbejde og penge, eller skyldes det – igen – at bogstaverne ”EU” oversættes til Endeløst Uoverskueligt bureaukrati? Det skyldes i hvert fald ikke, at SMV’ernes bidrag til Europas økonomi er ligegyldigt:

Ca. 99,9 % af de 14 millioner virksomheder der findes i EU og næsten 75 procent af den europæiske økonomi med hensyn til beskæftigelse og omsætning hører under kategorien SMV.

SMVer bidrager med to tredjedele af EU’s samlede BNP og er fundamentet for 75 millioner arbejdspladser i den private sektor. Dette er desuden grunden til, at de betragtes som nøglen til at opnå yderligere økonomisk vækst og højere beskæftigelse.
(www.eur-lex.europa.eu, www.cordis.europa.eu)

Næste år vil idéen blive taget op igen, for der er ingen tvivl om at mulighederne og behovet eksisterer. Vi skal skabe en win-win-win – for EU’s borgere, for den danske økonomi og for SMV’erne!

Print Friendly, PDF & Email